Herman Rée og Rées Legat

Ingeniøren i båden

Herman Rée (1872–1945) kom ind i studenterroningen gennem Polyteknisk Roklub. Her begyndte han i 1908 at eksperimentere med teknikken i toåren Elektra. Målet var at udnytte roernes kræfter bedre og få båden til at bevæge sig mere jævnt.

Det gamle rotag skilte kropsving og benstræk i to faser. Rée arbejdede med et kortere kropsving og med at lade benarbejdet begynde tidligere, så ryg og ben virkede sammen. Han undersøgte også fremkørslen og åreføringen. Jubilæumsbogen fra 1942 beskriver arbejdet som mekanik omsat til praksis på vandet. [1]

Træningen sættes i system

Fra foråret 1909 blev den fysiske træning mere systematisk. Løb og gymnastiske øvelser skulle styrke de muskler, der blev brugt i roningen, og roernes form blev fulgt tættere. Arbejdet gav hurtigt resultater: Polyteknisk Roklubs juniorfirer vandt blandt andet Svendborgpokalen og Jyllandsløbet samme år.

Rée arbejdede også med at gøre roernes indsats målbar. På Ove Petersens initiativ konstruerede han en indikator til at måle arbejdet i rotaget. Interessen for teknik og måling var en del af et bredere arbejde for at gøre træningen mere præcis. [2]

Både og rammer for træning

Rée var en central kraft bag sammenslutningen af Akademisk Roklub og Polyteknisk Roklub i 1917. Da den nye klub fik hus i 1919, var hans planskitser grundlag for Poul Henningsens arbejde. Huset fik robassin, og det tidligere bådehus blev flyttet til Sydhavnen som base for kaproerne.

Efter branden i november 1936 udarbejdede Rée hurtigt planer til et midlertidigt hus. Han var også organisator og bidragyder, da klubben fik sit nye hus ved Svanemøllen i 1939. For kaproningen betød hans indsats, at der blev skabt rammer for at fortsætte træningen og genopbygge materiellet.

I 1942 overgik hans bådeværft til en selvejende institution, D.S.R.s bådeværft, med det formål at levere gode både til danske roklubber til lave priser. Overdragelsen omfattede desuden en ordning til støtte for polytekniske studerende. Det var en selvstændig del af hans arbejde for rosporten ved siden af Rées Legat. [3]

En støtte, der rækker videre

Rée ønskede, at støtten skulle fortsætte efter hans død. Allerede i sin levetid havde han lagt en betydelig del af sin formue i et legat til gavn for især DSR. Da han døde i 1945, efterlod han også den resterende formue til klubben. I klubbens kilder omtales fonden som Rées Legat.

Kaproningen har en særlig plads i legatets formål. Jubilæumsbogen fra 2017 gengiver ambitionen med ordene: “Der skal dyrkes kaproning i fremragende grad”. Det er en forbindelse mellem økonomisk støtte og arbejdet for at skabe stærke sportslige resultater.

Støtten har haft betydning for både materiel, træningsvilkår og faciliteter. I sin beretning om tiden omkring årtusindskiftet beskriver Karen Leth Jensen, hvordan DSR med Rées Legat i ryggen kunne tilbyde attraktive vilkår til kaproere — især studerende, der havde svært ved selv at betale regattaer og træningslejre. Her bliver legatets betydning konkret: Det gav roerne bedre mulighed for at gennemføre det arbejde, konkurrencen krævede. [4]

Sejrsmasten

Efter den stærke kaproningssæson i 1933 gav DSR i 1934 Herman Rée en sølvmodel af klubbens flagmast. Han lod samme år Sejrsmasten gå videre som en evigt vandrende præmie i klubben.

Præmien knyttede anerkendelsen til en særlig fortjenstfuld indsats for kaproningen. Den samler meget af det, Rée selv stod for: Den sportslige fremgang kræver både roere på vandet og mennesker, der tager ansvar for træningen og rammerne omkring dem. [5]